Elisabethhusets værdigrundlag

Det handler om at være ressourceorienteret frem for mangelorienteret – Dét er vores primære fokus.

Når du køber et hus, ved du at huset ikke vedligeholder sig selv. Det bliver slidt over tid. Hvis du ikke selv er praktisk anlagt, ringer du til en håndværker for at få udbedret skader og udført boligforbedringer.

Når du anskaffer dig en hundehvalp, skaffer du dig også oplysninger om, hvordan man opdrager en hund. Måske går du til hundetræning, hvor du snakker åbent med andre hundeejere om, hvad du kunne gøre anderledes for at få din hund til at fungere bedre.

I dagens Danmark kan hverdagen være stressende og ikke mindst udfordrende for familien som enhed, parforholdet og individet.
Resultatet kan være en hverdag der primært handler om ”overlevelse”, hurtige løsninger her og nu pga. manglende overblik, energi og overskud.

I Elisabethhuset ønsker vi, at det bliver lige så legalt og naturligt at arbejde med parforholdet, livsstilen i familien og hos den enkelte, som det er at sende bilen på værksted og tage hunden med til hundetræning.

Menneskesyn
Vi tror på, at ethvert menneske er specielt, værdifuldt og rummer en masse muligheder. Det er vigtigt, at disse muligheder bliver synlige, og at der fokuseres på styrker frem for svagheder.

Et menneske vil altid prøve på at opnå det bedste for sig selv og omgivelserne, hvis det får de optimale vækstbetingelser.

Ethvert menneske er en del af nogle relationer, hvor de enkelte individer agerer og reagerer på hinanden, så de sammen skaber den virkelighed, som passer bedst til dem.

Vi tror på, at løsningerne skal findes i relationerne mellem mennesker. Vi har i fællesskab evnerne til at løse konflikter og skabe positive mønstre, når vi hver især formår at finde vores egne ressourcer frem.

Vi vil gerne møde DIG, hvor DU er NU. Fortiden kan vi ikke lave om på, men vi kan hjælpe med at synliggøre mønstre der er opstået tidligere i livet, så vi kan tage ansvaret for at træffe de valg og beslutninger, som gør, at fremtiden bliver så god som mulig.

Mål
Vores overordnede mål er, at de mennesker som vi arbejder med, udvikler evnen til og ansvaret for at skabe et bedre samvær gennem en relations- og ressourceorienteret forandringsproces.

Vi ønsker, at Elisabethhuset er den trygge ramme omkring arbejdet med problematikker og indsigt i relationerne omkring:

  • Kvalitet i samværet.
  • Selvudvikling.
  • Selvværd.
  • Livskvalitet.
  • Kommunikation.
  • Ansvar.

I Elisabethhuset betragtes hver enkelt som noget særligt, og der udvikles et tilbud, der passer til dig som individ og jer som et par.

 

300

Ultimate Web